Nogle gange dit sind forsinker tingene ned, og du se begivenheder at spille ud som en film op på den store skærm. 1976 World Series of Poker blev en af disse tider. Jeg havde allerede set min poker-spil venner - Johnny [Moss], [Amarillo] Slim, Sailor [Roberts], og Puggy [Pearson] - tage ned i mesterskabet, og jeg virkelig gerne ville vinde denne ting. Jeg var sikker på, at jeg var den bedste spiller på det tidspunkt, men jeg havde brug for, at titlen til validering, ikke bare for mig selv, men blandt mine jævnaldrende. Jeg ønskede også at bevise mine evner til Louise. Selv om hun aldrig engang udtrykt ønske om at se mig spille, og i virkeligheden, når aldrig så mig spille en hånd - Louise havde ingen anelse om gambling og poker-Jeg vidste, at hun var stolt af mine resultater på bordet.
Være verdensmester kunne lykkes.
Main Event, de mest prestigefyldte begivenhed af året i poker, var en samling af de største no-limit hold'em spillere i verden. Feltet bestod twenty-to spillere, der ledes af tidligere mestre Puggy, Slim, og Sailor, sammen med tre-tiden vinder Johnny Moss. Kun én af disse mesterskaber gik til en ikke-texanske, Puggy, men han havde spillet med os en masse. For første gang, var jeg ikke bange for den omtale, der vindende ville skabe - ikke at jeg ønskede det offentlige berømmelse, fordi jeg ikke - men WSOP havde fået så megen presse i løbet af de foregående par år, at den stigmatisering af at være en professionel gambler blev formindsket. Og ved nu, tilsidesatte mine konkurrencedygtige instinkter alt.
Efter seks optrædener og ingen verdensmesterskaber, var jeg ivrig for 1976 Main Event til at begynde. Jeg havde haft en god start på serien, vinde Deuce-to-syv trække på forudgående begivenhed, men de 10.000 $ buy-in Main Event var en jeg virkelig gerne ville vinde. Mig og alle andre pokerspiller.
Mens der var gode penge at blive vundet i turneringer, det var ikke kun den Main Event, der var attraktion - det var den store side spil, hvor amatører og proffer hjemby ville blande det op med os, forsøger at tage det bedste spillere i verden. Disse eventyrlystne spillere var ikke vant til vores niveau af konkurrence og gjort en stor fejl, man ofte ser ved pokerbordene: de har overvurderet deres evner. Som var helt fint med mig. Mellem de turneringer og cashgames, var der lidt tid til at sove. Det var pengemaskine tid for os med alle de nemme tiltag i byen. Det var ikke den tid på året for at tage din ferie. Main Event kommet i gang med masser af spænding i luften og en masse ribkant frem og tilbage ved bordene. Slank og Sailor var i fuld form, spiller til publikum og mediernes stigende vanvid, at nu ledsaget World Series.
"Hey, er ting at se op," Sailor annonceret. "Sidste nat, Slim og jeg var væddemål om, hvad tid de seks o'clock filmen kom på. Han kunne lide halvsyv. Jeg vandt, at en. "
Slim vil komme tilbage med en af hans favoritter: "Fik Lyst til at smutte en klapperslange i lommen og bede ham om en kamp."
Under den jabs, var vi nok fokuseret, og det varede ikke længe før alle fik temmelig alvorlig. Vi har mistet to store spillere lige ud af porten. Johnny Moss blev elimineret i de første to timer, efterfulgt i hurtig bestilling af Jack Straus. Jeg vil gerne sige, at området er blevet nemmere, men det var en all-star line-up af de største no-limit spillere konkurrerer. Men i det mindste jeg var to hårde spillere tættere. Jeg spillede rigtig poker. Jeg følte, jeg havde en reel mulighed for at vinde, hvis jeg fastholdt min koncentration og forblev på mit spil, hvilket betød at være aggressiv, aggressiv, og mere aggressiv. Ved udgangen af den første dag, var jeg i god chip form og området blev indsnævret. Vi var ned til otte spillere, når Bobby Baldwin fik elimineret. Han var en meget ung spiller, der ville fortsætte med at vinde mesterskabet for blot to år senere - men det var ikke hans år. Puggy gik ud, sammen med Bert Rice, en texaner. Crandell [Addington] havde taget både Puggy og Bert på den ene side med trip femmere og gav sig til at bryde Sailor næste med tre dronninger. Der fik os fire-handed: Crandell, Jesse Alto, [Tommy] Hufnagel, og mig.
Crandell tog en stor ære i, hvordan han præsenterede sig selv, han var altid flashiest kommoden i spillet, og for turneringen foretrak en jakkesæt med matchende fejlfri Stetson, en skinnende silke slips og top-of-the-line cowboy støvler. Crandell krav til berømmelse var, at han aldrig løsnede sit slips ved pokerbordet. Jeg havde løbet op imod ham mange gange rundt i Texas Circuit og følte, at han ville give mig de fleste problemer i turneringen. Han vidste, hvordan man spiller, og ligesom mig, han var aggressiv og smed en masse spil på potten. Han havde bluff med ingenting, og lige så let at fange en modstander med et monster.
Crandell trygt udåndes blå ringe af røg over bordet, men hans tillid var ikke helt nok til at bære ham hele vejen. Besiddelse af et par knægte, han troede, han havde fanget mig at bluffe. Jeg var ikke. Jeg sendte ham og hans cigar til jernbane med tre niere. Med Crandell gået, jeg havde en mindre landminer at knibe. At spille tre-handed med min hårdeste modstander ud af den måde, jeg kunne lide mine chancer. Jeg regnede jeg kunne udmanøvrere og outthink disse to relativt nyankomne til spillet. Med sin ungdom, talent og prangende stil, havde Hufnagel fortjent hans øgenavn "Fast Eddie" fra filmen Hustler starring Paul Newman og havde allerede sat i en imponerende præstation. Jeg ville gerne have hans chancer, hvis jeg ikke havde været på bordet. Men jeg var - dette mesterskab titel ville have til at køre gennem mig. Endelig vil jeg brød ham, da han gik all-in med et par ottere mod mit par bønder.
Det mesterskab kom ned til mig og Jesse Alto. Jesse, der drev den største pokerspil i Houston, var en god spiller med en fantastisk rekord - han til sidst lavet seks Main Event finaleborde - men han havde ikke min ekspertise på det pågældende tidspunkt. Jeg vælger mine muligheder for at bære ham ned og fandt en god en, efter jeg slog ham i en stor gryde. Jeg havde spillet med ham masser og vidste, at han var en berygtet "damper", der betyder, at han havde en tendens til at spille hensynsløst efter at have tabt en stor pot. Og jeg havde ham dampende pretty good.
Jeg var i fast chip stilling, holde dobbelt så mange chips som Jesse. "Hvis jeg kan vinde den næste side kan jeg bryde ham," sagde jeg til mig selv.
Vi havde spillet hele natten, og det ville ikke være meget mere tid, før daggry. Jeg troede, jeg kunne slå ham ud af hans chips inden længe. På næste tilbud, gjorde jeg det 10-2, ikke kvalitet pocket cards og en hånd jeg ville ikke normalt spiller, men jeg så lige min fornemmelse. Jesse var i den lille blind og forsøgsvis rejst potten. Jeg kaldte ham, da jeg havde så mange chips og havde position på ham. Floppet kom AJ-10, giver mig et par tiere. Jesse bet og jeg kaldte ham. Mens min bunden par tiere med en værdiløs kicker ikke var stærk, havde jeg ikke lagt Jesse på meget af en hånd enten.
En toer faldt på turn, giver mig to par. Jesse var først og ført ind i puljen med en lille indsats. Jeg regnede med at have den bedste hånd, og flyttede ind på ham. Han tog et hårdt kig på mig, at forsøge at måle, hvor jeg var på. Vi stadig havde et andet kort, der kommer, og det ville koste Jesse resten af sine chips til at se, at kortet. Hvis jeg vandt, ville det hele være forbi. Hvis jeg tabte, ville han vinde en stor pot og være tilbage i spillet. Jeg kunne se, at Jesse var mærkede virkningerne af vores maratonmøde. Vi havde været i gang på det og tredive to hours straight, noget jeg havde gjort utallige gange i min karriere, men aldrig før med så meget prestige på spil. Jesse's øjne havde mørke skygger under dem, og de var hætteklædte med træthed. Han var ved at drikke kaffe til at være opmærksom, og hans hoved hang lidt, så han observerede mig fra en lavere vinkel, hvilede hagen mere og mere på hans hånd. De skægstubbe på hans skæg var en hel dag forbi en fem o'clock skygge, og han lignede en mand, der trængte til nogle alvorlige søvn. Jeg kan ikke forestille mig, kiggede jeg en hel del bedre, helt sikkert ikke med alle de cigaretrøg gør mine øjne bleary. Men ingen af disse svækkede fra min koncentration eller Jesse's; hverken det ene af os skulle hånd mesterskabet til de andre, bare fordi en lille søvnmangel.
Jesse ikke bevidst, så længe jeg forventet, før han ringede til min all-in bet. Dette var ikke godt tegn. Alle Jesse's chips gled lige ind i potten. Jeg troede, at mine to par var god, og han havde brug for en heldig river-kortet for at vinde potten. Men jeg tog fejl om, hvem der ville brug for det. "Hvad har du fået?" Spurgte jeg.
Mit hjerte sank, da Jesse viste AJ. Bestyrelsen kort blev AJ-10-2, giver Jesse esser og bønder - bedre end mine tiere og toere. Han var en uoverkommelig favorit til at vinde denne pulje. Selvfølgelig, jeg vidste ikke, at indtil vi fik alle chips i midten og vendte vores kort. Fordi han var dampede, jeg vidste bare, han skulle til at spille denne hånd, uanset hvad han havde, og det var bare sort uheld for mig, at han var sket til at vågne op med en kvalitet hånd. Mange gange, før jeg havde kaldt ham uden et par, med bare et es-høj, og det var godt. Mere end nogen anden spiller, når Jesse Alto var dampet, bare han skød sine penge ud. Det er den væsentligste årsag jeg spillede den 10-2. Men denne gang havde han tog en stor hånd.
"Du har fået mig slå," sagde jeg vende mig 10-2. Men jeg vidste, hvis jeg tabte potten, ville jeg stadig har omkring en tredjedel af de chips og kunne let komme tilbage. Der vil være masser af leg til venstre, og jeg var sikker på jeg kunne tage tilbage i spidsen. Ligeledes var der et kort mere at spille, floden, og jeg havde fire "outs," kort, som ville gøre min hånd vinderen. Hvis den ene af de to resterende tiere eller toere blev behandlet, ville jeg gøre et fuldt hus og har den vindende hånd. Jeg var en 11 til 1 underdog for at få en af disse outs, men selv om, at kortet ikke hjælpe mig, var jeg stadig i dette spil. Når folk tage et hurtigt kig på en Hold'em hånd, det ser ud som om spillet nogle gange kommer ned til en heldig kort, og de afskrive det som. Men poker er ikke spilles i den ene hånd, det er en lang række af hænder, og hvis du træffe de rigtige beslutninger, vil de chips kommer til dig. En masse fældefangst og etablering af teaterstykker sker vejen, før en afgørende hånd kommer ned. Den øverste spillere spiller deres modstandere, ikke deres kort. Det er, hvad der adskiller dem fra blot gode spillere, som ikke fuldt ud forstår dette begreb.
Den spænding i rummet var tung som alle ventede for at se det sidste kort. Som railbirds lænede sig ind over bordet, forhandleren tøvede aldrig saa lidt, venter på grønt lys nik fra Jack før behandling. Jeg havde aldrig oplevet et så betydningsfuldt øjeblik ved et pokerbord. Hvis jeg fik mit kort her, ville det være forbi. Jeg følte vægten af alle de timers spil som forhandleren stak kort fra toppen af dækket, så den væltede. Wow! Var det virkelig de ti af diamanter? Støjen stiger fra tilskuerne fastklemte op rundt om bordet og tv-kameraer unægtelig bekræftet det. Jeg havde lavet et fuldt hus, tiere over toere at slå Jesse's to par. Jeg var den nye verdensmester i poker!
Jeg rejste mig fra min plads med et smil, der må have været større, end min Stetson hat. Alle skreg deres lykønskninger, hoppe op og ned og klapper i deres hænder og hinandens rygge. Deres jubel var smitsom, endelig breder sig om mig: jeg havde ventet på dette øjeblik i lang tid.
På nogle måder, var denne sejr den største begejstring min poker-karriere, men på andre måder, var min opstemthed hærdet. Det var som om at vinde mesterskabet var min grund. I 1972, havde jeg ikke vinde det okay, jeg gav det til Slim. I 1973 vandt Puggy det blankt. Så i 1974, var det Moss igen efterfulgt af Sailor i 1975. Men nu var det min tid. Jeg følte mig som jeg skulle vinde, så jeg ikke var særlig overrasket. Det var ikke så meget for pengene thatreally slog mig, en stor bunke af det i stakke på $ 100 regninger, at Jack Binion skubbet over til mig. Jeg havde samlet op $ 220.000 for den sejr, som var mange penge dengang, og de mest nogensinde vundet i en turnering, men mesterskabet betød mere end penge. Det validerede min stående blandt de store no-limit spillere, som jeg jævnligt konkurrerede mod i cash games.
Jeg havde spillet i verdensklasse poker for at vinde denne kamp og følte, dybt ned, at titlen hørte til i mine hænder. Det var også glædeligt, at Slim, Sailor, og jeg havde afsluttet mesterskabet trekant fra vores partnerskab dage.
Når det sidste kort kronet mig mester, jeg følte jeg lige havde besteget Mount Rushmore. Jeg var mentalt og fysisk udmattet. Jeg var glad for det var forbi. Sandheden var, jeg ønskede at komme ind i en af de sider spil, der altid har været særligt god i Main Event. For et år på et minimum, ville jeg holde kronen som World Champion of Poker. Som en pokerspiller, der ikke en bedre følelse i verden.
Get Paid To Learn From Gus Hunsen
